Tag-arkiv: inspiration

Gør det!

 SigneringFor 7 år siden havde jeg lige krydset Biscayen i egen båd. Jeg var træt, og jeg var stolt.
Det var en bedrift jeg havde drømt om længe, men aldrig troet jeg ville kunne gennemføre. Forskellige ting havde nemlig holdt mig fra at komme i gang med min store drøm: at sejle.
Før min mand og jeg tog beslutningen, om at bruge nogle år på at rejse ud i verden, anede jeg ikke at jeg kunne.
Jeg havde drømt om at sejle, men i mange år var det blevet ved tanken. Hvis jeg havde vidst hvilke oplevelser der ventede, og hvilke muligheder beslutningen førte med sig, ville jeg have gjort det længe før.
En undersøgelse Epinion lavede for nogle år siden viste, at hver fjerde dansker har en drøm de ikke tør føre ud i livet.
Det tal arbejder jeg på at få ned.
Siden 2003 hvor jeg besluttede mig for at gøre en utopisk drøm til virkelighed, har jeg interesseret mig for hvad det er folk drømmer om at gøre – engang. Min erfaring viser, at langt de fleste har forudsætningerne for at gøre deres drømme til virkelighed. 

 

Kald det bare coaching

lys forude

For noget tid siden var jeg inviteret til et netværks arrangement, hvor jeg fik mulighed for at fortælle om mit arbejde som foredragsholder.

På et tidspunkt var der en, der med glødende øjne spurgte mig, om jeg også lavede coachingforløb.
Nu er jeg ikke uddannet coach – har snuset til det, men ved langt fra så meget, at jeg vil kalde mig coach. Derfor måtte jeg se mig selv som årsagen til, at ansigtet gik fra meget begejstret til lige så skuffet i løbet af ret kort tid.

Et par dage senere sad jeg på en café med en god veninde og fortalte om episoden. Hun smilede og sagde, at jeg da altid havde været coach. Din historie og din måde at være på er meget coachende, smilede hun. Så kald det bare coaching (titlen er ikke beskyttet). Det vigtige er for mig at inspirere andre til i det mindste at undersøge, om deres utopiske visioner kan blive til virkelighed. Hvorvidt det lykkes? Tjae… kig forbi siden med referencer og bedøm selv. Jeg synes, det går meget godt.