Jeg er meget bedre end jeg troede

DSC_4760I går var jeg til et arrangement i MPI, et netværk for folk der arbejder professionelt med møder og konferencer.
Arrangementet var af ren social karakter, i modsætning til de andre arrangementer hvor der udover det sociale er et inspirerende foredrag.
Vi skulle være i DGI Byen, og der var fodbold på programmet.
Jeg indrømmer gerne, at jeg var fristet til at lade være med at tage af sted.
Som det nok er tilfældet for de fleste, kan mine dage have en tendens til at blive fyldt ud med opgaver og aftaler, der efterlader alt for lidt tid til at være sammen med familien.  Derudover er jeg ret dårlig til at spille fodbold.
Når jeg alligevel valgte at bruge en smuk sommeraften uden mand og børn, var det fordi jeg vidste, at der var udsigt til nogle hyggelige timer i godt selskab.
Jeg arbejder meget alene, så det kan være godt at komme væk fra computeren og være sammen med andre.

Jeg overvejede at lade sportstøjet blive hjemme, og indtage en af pladserne på sidelinjen, hvor man ”bare” skulle heppe. Mine evner udi det sportslige er som sagt begrænsede, og den dertil hørende garderobe bærer tydeligt præg af det.
Heldigvis lod jeg være, pakkede forfængeligheden af vejen og stoppede en gammel T-shirt og et par behagelige bukser i tasken.
I tankerne forberedte jeg nogle undskyldninger for min ringe præstation på banen, lod     arbejde være arbejde og tog af sted.
Det blev som forventet en hyggelig aften i godt selskab. Men det blev mere end det.
Og som det sker nogle gange, fik jeg meget mere med hjem end jeg havde forventet.
Da kampen blev fløjtet i gang blev jeg nemlig grebet af stemningen, og glemte hvor ringe mine evner på fodboldbanen er. Heldigvis var de andre på mit hold mindre ringe, og det gik både hæderligt og godt.
Faktisk gik vi til pausen med et lille forspring, og vandt første kamp med flere mål!
Det havde jeg ikke i min vildeste fantasi forstillet mig. Tænk at en der som jeg (i selverkendelsens navn) er der for at være med i stedet for at vinde, havde udsigt til en af de gyldne medaljer!
Bedre blev det i næste kamp, hvor jeg på mirakuløs vis fik sparket bolden i mål flere gange, og undgik at lave selvmål. Jeg indrømmer gerne, at jeg var både stolt og forundret.

Nu er det ikke sådan, at jeg har planer om at udfordre hverken Messi eller Maradona.
Men…
Under bruseren kom jeg til at tænke på, at aftenen faktisk havde bevist at det jeg går og siger til andre også passer på mig selv.
En af mine pointer når jeg holder foredrag er, at man kan meget mere end man regner med, og at det langt hen ad vejen ”bare” handler om at tage det første skridt, når man skal fra tanke til handling.
Hvis jeg havde holdt mig til det sikre, og ”bare” havde indtaget pladsen på sidelinjen som jeg plejer, ville jeg have været adskillige præmier og en hel del selvtillid fattigere.
Godt jeg lod være med det!