Kategoriarkiv: bøger

Yo ho ho og en hel masse – ønsker om julefred, og eventyrlig lykke i 2017

julehilsen

Inden computeren bliver lukket ned, kommer her en lille hilsen fra skriveriet.
2016 har været et spændende år, og heldigvis lader 2017 til at blive om muligt endnu mere interessant.
Den bog jeg har arbejdet på det sidste stykke tid, er ved at være klar til at komme
til korrektur.
Jeg håber at den vil kunne se dagens lys i løbet af 2017 – det kommer an på hvor godt det går med at få finansieret den… Min næste bog bliver udgivet med fondsmidler. Det bliver spændende at prøve.
Jeg bruger stadig meget af min tid, på at inspirere andre til at komme i gang med at gøre det de drømmer om. Det er fantastisk, for jeg får et kick af at se lyset i folks øjne, når de begynder at tænke i muligheder.
Livet som selvstændig er på mange måder et langt sejt træk. Der er nok at se til, når man er ansvarlig for alt fra ideudvikling, over salg og markedsføring til hjemmesideoptimering og bogføring. Heldigvis er der også masser af spændende oplevelser undervejs.  OG når nogen genkender mig og roser mit arbejde, glemmer jeg næsten hvor hårdt det har været at nå hertil. Dengang jeg begyndte at holde foredrag, fik jeg at vide, at der ville gå min. 5 år før jeg kunne leve bare nogenlunde af det, så jeg har store forventninger til hvad det næste år vil bringe.
Jeg ved at jeg skal holde foredrag på Bådmessen i Fredericia, og at jeg skal underholde på Møde- og Eventmessen i Bella Center. Det glæder jeg mig meget til. Der er nogle foredrag til lukkede arrangementer i kalenderen, og så forventer jeg, at der også i år kommer nogle jobs dryssende hen ad vejen.
I efteråret var jeg på turne i Nordjylland. Det var fedt at komme ud og holde en masse foredrag. OG det var næsten ikke til at få armene ned, for jeg fik masser af roser med på vejen. Pudsigt nok har jeg været tilbageholdende med at tage til Jylland og optræde, for jyderne kan være lidt svære at hive en reaktion ud af, men det skulle jeg vist have gjort for længe siden…
Sidste år lavede jeg et kursus i personlig udvikling sammen med tre andre. Det var en meget interessant oplevelse, og kurset blev virkelig godt modtaget. Vi starter et nyt hold i slutningen af januar, og jeg glæder mig meget til at være med til at puste liv i nye projekter.
Jeg håber I alle får en rigtig glædelig jul, og at I kommer godt og trygt ind i 2017

Kærlig hilsen
Malene