Alle indlæg af Malene

Om Malene

Forfatter & Foredragsholder

Det betaler sig at se tingene fra en anden vinkel…

Med fare for at blive slagtet af folk der arbejder med ergonomi, vil jeg vove at komme med en indrømmelse.
Jeg har i flere år haft brug for en ny kontorstol. Mens jeg skrev mine første tre bøger, sad jeg på en fornuftig stol uden ryglæn, der sikrede at min holdning var god, og ryggen var rank. Den stol har jeg savnet, de sidste par år.
Som en midlertidig løsning indtil pladsen i hjemmet og økonomien var stor nok til at investere i et hæve/sænke-bord og en fornuftig kontorstol, har jeg klaret mig med en midlertidig løsning: En gammel pude der blev lagt oven på en af spisestolene.

Langt hen ad vejen har det fungeret. Men skal jeg være helt ærlig, så har både numse og ryg protesteret en del.
I weekenden var jeg på en messe for at holde foredrag. Ved en af standene så jeg de havde et godt tilbud på en Powerball.
Tanken om at forene træning af mavemusklerne, med behovet for at sidde bedre mens jeg skriver, har strejfet mig flere gange. Men som det tit er tilfældet med gode ideer, er det blevet ved tanken. På messen slog jeg til, tog det første skridt, og tillod mig selv at prøve om ideen holdt vand. Det gjorde den (selvfølgelig).
Min nye ’stol’ passer perfekt i højden til mit arbejdsbord. OG jeg er sikker på at både baller og ryg vil være meget tilfredse med min beslutning.
Endnu engang er det altså bevist, at nogle udfordringer let kan løses ved at man anskuer dem fra en lidt anden vinkel 🙂

Yo ho ho og en hel masse – ønsker om julefred, og eventyrlig lykke i 2017

julehilsen

Inden computeren bliver lukket ned, kommer her en lille hilsen fra skriveriet.
2016 har været et spændende år, og heldigvis lader 2017 til at blive om muligt endnu mere interessant.
Den bog jeg har arbejdet på det sidste stykke tid, er ved at være klar til at komme
til korrektur.
Jeg håber at den vil kunne se dagens lys i løbet af 2017 – det kommer an på hvor godt det går med at få finansieret den… Min næste bog bliver udgivet med fondsmidler. Det bliver spændende at prøve.
Jeg bruger stadig meget af min tid, på at inspirere andre til at komme i gang med at gøre det de drømmer om. Det er fantastisk, for jeg får et kick af at se lyset i folks øjne, når de begynder at tænke i muligheder.
Livet som selvstændig er på mange måder et langt sejt træk. Der er nok at se til, når man er ansvarlig for alt fra ideudvikling, over salg og markedsføring til hjemmesideoptimering og bogføring. Heldigvis er der også masser af spændende oplevelser undervejs.  OG når nogen genkender mig og roser mit arbejde, glemmer jeg næsten hvor hårdt det har været at nå hertil. Dengang jeg begyndte at holde foredrag, fik jeg at vide, at der ville gå min. 5 år før jeg kunne leve bare nogenlunde af det, så jeg har store forventninger til hvad det næste år vil bringe.
Jeg ved at jeg skal holde foredrag på Bådmessen i Fredericia, og at jeg skal underholde på Møde- og Eventmessen i Bella Center. Det glæder jeg mig meget til. Der er nogle foredrag til lukkede arrangementer i kalenderen, og så forventer jeg, at der også i år kommer nogle jobs dryssende hen ad vejen.
I efteråret var jeg på turne i Nordjylland. Det var fedt at komme ud og holde en masse foredrag. OG det var næsten ikke til at få armene ned, for jeg fik masser af roser med på vejen. Pudsigt nok har jeg været tilbageholdende med at tage til Jylland og optræde, for jyderne kan være lidt svære at hive en reaktion ud af, men det skulle jeg vist have gjort for længe siden…
Sidste år lavede jeg et kursus i personlig udvikling sammen med tre andre. Det var en meget interessant oplevelse, og kurset blev virkelig godt modtaget. Vi starter et nyt hold i slutningen af januar, og jeg glæder mig meget til at være med til at puste liv i nye projekter.
Jeg håber I alle får en rigtig glædelig jul, og at I kommer godt og trygt ind i 2017

Kærlig hilsen
Malene

DR Fantastisk

I love my job

Sådan har jeg tænkt flere gange, i løbet af den uge der lige er gået.
Jeg sang som barn i DR’s Pigekor, og brugte det meste af min ungdom på musik.
Sidste mandag kørte jeg til Nordjylland for at holde foredrag.
Det blev på mange måder en minderig tur.
Mens jeg kørte gennem landskabet, kom teksterne til mange af de sange vi sang i koret frem i hukommelsen. Minderne om alle de gange jeg sammen med veninderne kørte landet rundt for at optræde stod i kø, og det var med et stort smil på læberne jeg kørte nordpå.
Foredragene gik godt, og det stolte smil dominerede ansigtet da jeg kørte hjem igen fredag eftermiddag.
Weekenden brugte jeg i DR Byen, hvor jeg hjalp til ved et arrangement for Børnekoret.
Med lige dele glæde og stolthed så jeg de unge talenter boltre sig i musikken.
Søndag sluttede jeg en fuldendt uge af, med at høre en koncert med nogle af dem jeg sang med som barn.
Ugen nåede også at byde på fejringen af en korveninde der fyldte 50.
Som det tit sker i forbindelse med mærkedage, kom jeg til at reflektere over livet.
Tiderne smeltede sammen, i den uge der nu er gået. Nutid fortid og fremtid smeltede sammen omkring scenen.
Det fik mig til at huske på noget jeg fik at vide som ung.
Livet er fuld af muligheder og valg. Kunsten er at holde øje med mulighederne og turde vælge det vigtige.
Fordi min mor i sin tid introducerede mig for koret, fik jeg mulighed for at bruge en stor del af mit liv på musik.
Fordi jeg valgte at gøre mit bedste, fik jeg mulighed for at bruge en stor del mit liv på at optræde.
Fordi vi gjorde det godt i Pigekoret, blev jeg modtaget med ekstra åbne arme, da jeg mange år senere tog på turne alene.
Fordi jeg valgte at introducere min datter for koret, har hun fået mulighed for at dyrke musikken.

Husk at holde øje med hvilke muligheder du møder på din vej. Nyd de gode oplevelser. Gør dit bedste.

Ha’ en god dag!

Husk at fejre dine sejre

det-skal-fejres

Man kan mene meget om de sociale medier, og al den tid vi bruger på dem.
Facebook har en funktion, som jeg er meget glad for. Det er den, hvor jeg bliver mindet om hvad, jeg lavede en bestemt dag for nogle år siden. På den måde kommer jeg tilbage, til nogle af de fantastiske oplevelser jeg har haft.
F.eks. sad jeg for fire år siden, og nød beruselsen efter en helt fantastisk reception.
Jeg havde debuteret som forfatter, og havde heldigvis prioriteret at markere det.

mindet-om-en-dejlig-reception

Jeg kan huske, at der var masser af andre ting at bruge tiden og pengene på dengang.
Flere gange var jeg fristet til at lade være med at holde den reception.
I dag er jeg glad for, at jeg holdt fast i, at man skal fejre sine sejre.
For nu sidder jeg med et stort smil på læberne, og mindes en dejlig dag, hvor familie, venner og forretningsforbindelser fejrede en milepæl sammen med mig.
Det var en god dag, og en dejlig anledning til at samle nogle af de fantastiske mennesker jeg kender omkring mig.
Jeg var stolt, og jeg havde al mulig grund til at være det.
Det er dejligt at blive mindet om sådan en dag.
Så HUSK at fejre dine sejre. Du bliver glad for det i længden.
For som en klog kone  sagde til mig engang ”jo før du får de gode oplevelser, desto længere kan du nyde minderne”

God weekend!

Jeg er meget bedre end jeg troede

DSC_4760I går var jeg til et arrangement i MPI, et netværk for folk der arbejder professionelt med møder og konferencer.
Arrangementet var af ren social karakter, i modsætning til de andre arrangementer hvor der udover det sociale er et inspirerende foredrag.
Vi skulle være i DGI Byen, og der var fodbold på programmet.
Jeg indrømmer gerne, at jeg var fristet til at lade være med at tage af sted.
Som det nok er tilfældet for de fleste, kan mine dage have en tendens til at blive fyldt ud med opgaver og aftaler, der efterlader alt for lidt tid til at være sammen med familien.  Derudover er jeg ret dårlig til at spille fodbold.
Når jeg alligevel valgte at bruge en smuk sommeraften uden mand og børn, var det fordi jeg vidste, at der var udsigt til nogle hyggelige timer i godt selskab.
Jeg arbejder meget alene, så det kan være godt at komme væk fra computeren og være sammen med andre.

Jeg overvejede at lade sportstøjet blive hjemme, og indtage en af pladserne på sidelinjen, hvor man ”bare” skulle heppe. Mine evner udi det sportslige er som sagt begrænsede, og den dertil hørende garderobe bærer tydeligt præg af det.
Heldigvis lod jeg være, pakkede forfængeligheden af vejen og stoppede en gammel T-shirt og et par behagelige bukser i tasken.
I tankerne forberedte jeg nogle undskyldninger for min ringe præstation på banen, lod     arbejde være arbejde og tog af sted.
Det blev som forventet en hyggelig aften i godt selskab. Men det blev mere end det.
Og som det sker nogle gange, fik jeg meget mere med hjem end jeg havde forventet.
Da kampen blev fløjtet i gang blev jeg nemlig grebet af stemningen, og glemte hvor ringe mine evner på fodboldbanen er. Heldigvis var de andre på mit hold mindre ringe, og det gik både hæderligt og godt.
Faktisk gik vi til pausen med et lille forspring, og vandt første kamp med flere mål!
Det havde jeg ikke i min vildeste fantasi forstillet mig. Tænk at en der som jeg (i selverkendelsens navn) er der for at være med i stedet for at vinde, havde udsigt til en af de gyldne medaljer!
Bedre blev det i næste kamp, hvor jeg på mirakuløs vis fik sparket bolden i mål flere gange, og undgik at lave selvmål. Jeg indrømmer gerne, at jeg var både stolt og forundret.

Nu er det ikke sådan, at jeg har planer om at udfordre hverken Messi eller Maradona.
Men…
Under bruseren kom jeg til at tænke på, at aftenen faktisk havde bevist at det jeg går og siger til andre også passer på mig selv.
En af mine pointer når jeg holder foredrag er, at man kan meget mere end man regner med, og at det langt hen ad vejen ”bare” handler om at tage det første skridt, når man skal fra tanke til handling.
Hvis jeg havde holdt mig til det sikre, og ”bare” havde indtaget pladsen på sidelinjen som jeg plejer, ville jeg have været adskillige præmier og en hel del selvtillid fattigere.
Godt jeg lod være med det!

Gør det!

 SigneringFor 7 år siden havde jeg lige krydset Biscayen i egen båd. Jeg var træt, og jeg var stolt.
Det var en bedrift jeg havde drømt om længe, men aldrig troet jeg ville kunne gennemføre. Forskellige ting havde nemlig holdt mig fra at komme i gang med min store drøm: at sejle.
Før min mand og jeg tog beslutningen, om at bruge nogle år på at rejse ud i verden, anede jeg ikke at jeg kunne.
Jeg havde drømt om at sejle, men i mange år var det blevet ved tanken. Hvis jeg havde vidst hvilke oplevelser der ventede, og hvilke muligheder beslutningen førte med sig, ville jeg have gjort det længe før.
En undersøgelse Epinion lavede for nogle år siden viste, at hver fjerde dansker har en drøm de ikke tør føre ud i livet.
Det tal arbejder jeg på at få ned.
Siden 2003 hvor jeg besluttede mig for at gøre en utopisk drøm til virkelighed, har jeg interesseret mig for hvad det er folk drømmer om at gøre – engang. Min erfaring viser, at langt de fleste har forudsætningerne for at gøre deres drømme til virkelighed. 

 

Kald det bare coaching

lys forude

For noget tid siden var jeg inviteret til et netværks arrangement, hvor jeg fik mulighed for at fortælle om mit arbejde som foredragsholder.

På et tidspunkt var der en, der med glødende øjne spurgte mig, om jeg også lavede coachingforløb.
Nu er jeg ikke uddannet coach – har snuset til det, men ved langt fra så meget, at jeg vil kalde mig coach. Derfor måtte jeg se mig selv som årsagen til, at ansigtet gik fra meget begejstret til lige så skuffet i løbet af ret kort tid.

Et par dage senere sad jeg på en café med en god veninde og fortalte om episoden. Hun smilede og sagde, at jeg da altid havde været coach. Din historie og din måde at være på er meget coachende, smilede hun. Så kald det bare coaching (titlen er ikke beskyttet). Det vigtige er for mig at inspirere andre til i det mindste at undersøge, om deres utopiske visioner kan blive til virkelighed. Hvorvidt det lykkes? Tjae… kig forbi siden med referencer og bedøm selv. Jeg synes, det går meget godt.

Kritik taget til efterretning!

Man skal være varsom på de sociale medier.
I går lavede jeg et opslag på Facebook, for at gøre opmærksom på at jeg signerer bøger hos Arnold Busck RO’s Torv  lørdag kl. 11 – 14.
Jeg har før gjort reklame for mit arbejde på denne måde, men er varsom med det, og altid opmærksom på om nogen vil synes at det er for meget.
Opslaget i går blev lavet fra min private profil, hvor jeg delte begivenheden i en gruppe jeg er medlem af.
Der gik ikke lang tid før den første kommentar tikkede ind:
Arnold B signering på ROs Torv

Jeg beklager den manglende information, og takker for den fine omtale.

Se, det er arbejdsglæde!

I love my job

Du kender den sikkert, den der kriblende fornemmelse i kroppen, lige inden du skal i gang med noget, du rigtig godt kan lide. Sådan havde jeg det forleden morgen, da jeg (selvom jeg var stået meget tidligt op) kørte af sted til dagens første møde. Foran mig lå en dag fuld af fede opgaver, som jeg glædede mig til at komme i gang med.

”Det her, det er arbejdsglæde! ” tænkte jeg, mens jeg satte solbrillerne til rette og tændte for radioen. Jeg glædede mig, til jeg skulle på arbejde. En følelse, der ikke er mig ukendt, men som gennem årene har haft en tendens til at brillere med sit fravær i kortere eller længere perioder. ”Hvordan kan det egentligt være? ” funderede jeg, mens jeg kørte ud ad motorvejen. Burde det ikke være sådan, at man hver dag (eller i hvert fald de fleste dage) glæder sig til at komme på arbejde?

Hvis man skal tro på snakken på gangen, kender mange til følelsen af at slæbe sig afsted til et job, man inderst inde ikke bryder sig om.

Dengang jeg var 18, havde jeg en diskussion med en ældre kollega om, hvorfor man går på arbejde. Min kollega mente, at det udelukkende var for at tjene penge til huslejen og alt det sjove. Jeg selv var noget mere idealistisk og holdt hårdnakket på, at det var for at blive udfordret rent fagligt, få muligheden for at dygtiggøre sig og oparbejde en solid erfaring til de kommende (spændende) opgaver.

Med årene har jeg lært, at der findes op til flere mennesketyper, og at der er forskel på, om et arbejde er midlet eller målet. Dengang jeg var 18, var min verden mere sort og hvid end nuanceret, og jeg var langt fra klar over, at det ikke kun var en af os, der havde ret.

Her lidt over 20 år senere mener jeg dog stadig, at det bør være lysten, der driver værket, når man går på arbejde. Lysten til at udrette noget, til at blive udfordret og til at udvide sin faglige horisont.

Da jeg kørte på arbejde forleden og nærmest ikke kunne få armene ned af glæde over at skulle på arbejde, var det, fordi jeg havde udsigt til en god dag. Det var en dag, der både bød på spændende, udfordrende og kedelige opgaver. Jeg vidste det på forhånd, og selv om jeg helst styrer uden om de kedelige opgaver, glemte jeg dem nærmest, mens de blev ordnet. Hvorfor? Fordi min dag var fuld af det, jeg allerbedst kan lide. Jeg har taget springet og har gjort en drøm til virkelighed. Jeg har tilladt mig at tænke stort i forhold til mit arbejde, og jeg elsker det.

Det blev (heldigvis) en god dag, der fuldt ud levede op til mine forventninger og på nogle punkter oversteg dem.

God arbejdslyst